Ansvar for hvaffornoget?

Er vi virkelig nede at  skrabe bunden – og gulvet?

Her er en kort fortælling fra den virkelige verden, den verden, som vores børn på godt og ondt er en del af.

Skoleårets første forældremøde er også første gang, jeg træder ind i skolens nye klynge. Tænk, at mit barn skal gå her! En helt nybygget fløj i den helt rene nordiske stil. Lyse klasselokaler med nyt smart og forhåbentligt også ergonomisk inventar, smartboards, nye toiletter, et dejligt fællesrum med rulleborde og læsekroge, hvor lyset falder smukt ind gennem de store vinduespartier. Det ser virkelig gennemført ud.

Mens jeg går lidt rund og beundrer alt det vidunderlige her, kan jeg ikke lade være med at tænke, gad vide, hvor længe det bliver ved med at se så flot ud?

For her bliver der faktisk ikke gjort rent så tit, får vi straks at vide. Rengøringsfirmaet kommer nemlig kun en gang om ugen, så i hverdagen er det både lærere og elever, der skal sørge for at holde skolen ren og pæn.

Og midt i skønheden undrer jeg mig derfor over, om den nye ordning overhovedet er i nærheden af at være fornuftig? Eller realistisk? Eller bare gennemtænkt? Kan en så åbenlyst omfattende opgave som at sørge for, at hygienen på en skole ligger på et forsvarligt niveau, skubbes over til elever og lærere? Er det mon en af lærernes kerneydelser at slutte dagen af med en omgang karklud og rigeligt med sæbevand? Og husk endelig toiletterne! For her florerer bakterierne som bekendt uforsyrret.

Man kan selvfølgelig vælge at se positivt på det og sige, at der er en del dannelsespotentiale i denne ordning. Ansvar for egen rengøring, kunne Antorinis spindoktorer og visse kloge hoveder på DPU kalde det. Det kan vi sagtens blive enige om. Indtil virkeligheden rammer os lige i hovedet i form af – bare for at nævne et banalt eksempel – flere sygedage hos både elever og børn. Mig bekendt er lærervikarer ikke ligefrem gratis. Og forældre har stadig ret til barnets første sygedag. Så mon ikke denne løsning viser sig at være ganske kortsigtet og aldeles uholdbar? På den anden side: Det er der så skandaløst meget af kommunens politik, der er.

Forældremødet slutter med, at vi forældre hjælpes ad med at feje gulvet. For rengøringen kommer nok ikke i morgen.

Dette indlæg var oprindeligt et læserbrev til Viborg Folkeblad, men jeg hørte aldrig fra avisen, så jeg tænkte, at jeg selv måtte ud og vifte med det.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s