TIlbage til NUL

Image

Der var engang, hvor det var naturligt at både forlange og forvente løn for sin arbejdsinsats. Vil du have min faglighed, så må du betale for den. Vil du have min ekspertise på dit og dat, skal du være forberedt på, at der kommer en regning bagefter.

Forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager defineres bl.a. af lønudbetaling. Der er så at sige en tovejskommunikation mellem den, der udfører sit arbejde, og den, der nyder godt af arbejdskraften. Det er ligesom en af grundpillerne i vores samfund. Det skaber balance og udvikling. Men nu er balancen truet af, at løn ikke længere er en selvfølgelighed, når man har udført sit arbejde. Tovejskommunikationen er blevet til envejskommunikation. Du må godt arbejde her alt det du vil, men du får ikke løn. Den slags nyder offentlige insititioner rigtig godt af nu om dage.

For cirka et år siden foreslog en flink jobkonsulent fra kommunen, at jeg kom i tilskudsjob som lærer på en af kommunens skoler. Jeg var meget skeptisk til at starte med. Jeg havde allerede været på tilskud på en af kommunens skoler, og forløbet havde været ganske udsigtsløst for mit vedkommende. Faktisk havde jeg tydeligt haft en fornemmelse af at blive groft udnyttet (”Hey! Gratis arbejdskraft! Lad os sætte hende der til at udføre noget kvalificeret arbejdet på arbejdsmarkredsforvaltningens regning. Ingen belasting for vores skolebudget!”).

Men mine argumenter prallede af på den flinke jobkonsulent. Han formidlede selv kontakten til den, han mente, var kommunens bedste skole. Han troede tilsyneladende ikke på, jeg selv kunne skaffe mig et tilskudsjob i det offentlige.

Mødet med skoleledelsen resulterede i, at jeg blev ansat i erhvervspraktik i en måned, og i tilskudsjob i fire måneder. Uden mulighed for at blive forlænget.

Erhvervspraktik i noget, jeg er uddannet til, og allerede har arbejdet inden for, er en besynderlig nomenklatur, men jeg lod den ligge.

Forløbet gik ganske godt, og jeg bad selv om at blive forlænget til skoleårets slutning.

I mellemtiden blev flere andre ansat som lærere på stedet. Da jeg en overgang konfronterede skolelederen med, at jeg sad og rådnede i et tilskudsjob, mens ledige stillinger på skolen blev besat med eksterne ansøgere, sagde han, at han havde glemt mig. Han var dog meget glad for min arbejdsindsats, og han så gerne, at jeg fortsat der. Stadig på dagpenge, forstås. Der er jo ikke penge til at ansætte mig. At jeg endte med at blive på skolenskyldtes udelukkende, at jeg holdt meget af både elever og kollegaer, for jeg var mildest talt en smule p****t af.

Så nu, snart et år efter, er jeg tilbage til nul. Stillinger bliver slået op og besat, og det rager mig ikke noget længere.

Men en ting er stensikker. Jeg arbejder ikke fultid til dagpengesats mere. To gange er simpelthen to gange for meget. Om jeg så må rådne hjemme indtil dagpengeperioden løber ud.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s